Historie

Osowa Sień slot – oprindeligt Schloss Rohrsdorf – blev færdiggjort i 1878 og erstattede en herregård fra det 18. århundrede. Slottet blev bestilt af Eugen Friedrich Heinrich baron von Seherr – Thoss på foranledning af sin hustru Anna Julia Teresa, som arvede herregården, men som drømte om et slot med det højeste tårn i området.

Deres initialer kan stadig ses på hoveddøren, som en del af det udvendige metalgitter. Kun kronerne i kobber, som var monteret over initialerne, fik spidserne skåret af under kommunismen, da man fandt den slags symboler upassende. På samme måde mistede kronen på toppen af våbenskjoldet over hovedindgangen også sine spidser.

Slottet blev oprindeligt opført i belle epoque stil, men efter som Ruth von Ostau, gift med Lothar von Brandenstein ikke ønskede at bo i kitsch, som hun selv beskrev det, men ønskede en mere klassisk stil, besluttede man i 1930’erne at renovere slottet og ændre stilen til neogotisk eller neorenessance, som på daværende tidspunkt var moderne i området. Derfor fjernede man en lang række små tårne og andre udvendige dekorationer så som stukkatur eller ornamenter i træ. I samme forbindelse blev slottet malet cremefarvet.

Da den russiske hær i 1945 nærmede sig, flygtede ejerne med deres på daværende tidspunkt 19-årige højgravide datter Jolanta (Leonie Ossowski) mod vest, og slottet blev plyndret for inventar og levede i de efterfølgende år en omskiftelig tilværelse som kontor for et landbrugskombinat, klub, kafeteria, bibliotek, tandlægepraksis, tv-salon, billardsalon og bolig for de ansatte. Efter en årrække fungerede slottet som skole og bibliotek med lærerboliger på første sal.

Slottet forfaldt efterhånden og gentagne ombygninger førte ødelæggelser af de historiske værdier af bygningen med sig. Bl.a. blev vinterhaven fjernet for at give plads til en ny indgang til skolen og både den nordlige og den sydlige terrasse blev fjernet. Indvendigt gik det ud over stukkatur, som kun har overlevet i indgangspartiet. Til gengæld har alle trapper overlevet og de fleste af dørene i stueetagen er stadig de originale.

Da hovedparten af de bevarede fotos er fra perioden efter renoveringen, og da det omkostningsmæssigt ville være udenfor rækkevidde at føre slottet tilbage til dets oprindelige form, har vi valgt at genskabe slottet i videst muligt omfang, som det så ud i 1936 efter renoveringen.

Siden vi overtog slottet i 2007 har vi arbejdet med renoveringen. Taget er igen beklædt med skifer, ødelagte gulve er udskiftet, alle vinduer er udskiftet men ornamenteringen er kopieret fra de gamle. Slottet har efterhånden fået sit liv tilbage. I den nærmeste fremtid planlægger vi at genopbygge vinterhaven og de to terrasser.

lubuskie